U9-træner på udvalgt DBU forløb

I søndags afsluttede vores U9-træner, Lucas, DBUs træneruddannelsesforløb, Fremtidens trænere. Han var udvalgt til at få træneruddannelsen sammen med 240 andre trænere på landsplan. Han fik gennemført UEFA C1 og C2 træneruddannelse og kom på besøg hos herrelandsholdet og kvindelandsholdet for at overvære træningen og snakke med både landsholdsspillere og landstrænerne.
Hvad har du lært af at deltage i DBUs trænerprogram?
”Jeg har lært utrolig meget, både den faglige del og personligt som træner. Jeg har fået en bedre forståelse for hvordan man omfavner og udvikler unge spillere, heriblandt teknisk og taktisk. Jeg har fået udvidet min værktøjskasse, med redskaber til at give en lærerig og motiverende træning, hvor alle spillere bliver udfordret på det niveau de er på. Jeg har også set, hvordan en professionel fodboldtræning er bygget op, hvordan alle øvelser er planlagt ned til mindste detalje”
Hvad var den største oplevelse ved at besøge herrelandsholdet og kvindelandsholdet?
”Den største oplevelse var helt klart at snakke med landstrænerne og se deres træning. Jeg fik et indblik i, hvordan landstrænerne tænker sin egen træning igennem før den bliver praktiseret. Her var det lærerigt at se, hvordan trænerne brugte hele staben til at få det maksimale udbytte af træningen”
Hvordan har dette forløb udviklet dig?
”Forløbet har givet mig en større forståelse, hvordan jeg rent fagligt kan ændre eller justere træningsøvelserne for at lære mine spillere de færdigheder, det kræver at spille fodbold. Jeg har fået kompetencer til at formidle min faglige viden på en let og forståelig måde. Jeg har udviklet mine trænerkompetencer gennem feedbacken fra den gruppe af andre trænere, hvor jeg har set de andre trænere gribe samme opgaver an”